Aabenraa
Charmerende søfartsby med velbevarede gavlhuse
Aabenraa ligger ikke langt fra den dansk-tyske grænse, og det kan ses – og høres – i bybilledet. Op og ned ad den hyggelige gågade blander tyske gloser sig helt naturligt med de sønderjyske, og flere steder i midtbyen minder bygningerne også en hel del om de nordtyske.
Det gælder for eksempel de charmerende smalle gavlhuse, der står side om side i den helstøbte Slotsgade, og som er opført med de nordtyske hansestæders markante gavlhuse som forbillede.
Seværdige spor fra 1700-tallet
Aabenraa blomstrede i 1700-tallet, hvor den blev en vigtig søfartsby. Herfra satte mange skibe kursen mod udenlandske farvande, og byen voksede betydeligt. Derfor er det også fra denne periode, der er bevaret en lang række seværdige bygninger i byen.
I dag har Aabenraa stadig en stor industrihavn, selvom søfarten ikke længere har den samme betydning. Men den stolte maritime fortid lever i den grad videre i de charmerende og velbevarede huse i midtbyen.
Aabenraa bør være et oplagt mål, hvis du er på opdagelse i det sønderjyske. Og hvis du vil forberede dig på mødet med byens bevaringsværdige fortid, så kan du læse meget mere om de enkelte stilarter og bevaringsværdige bygninger hos Aabenraa Kommune, der er udnævnt til Kulturarvskommune.
Læs mere:
Aabenraa er som skabt til en slentretur i ro og mag, hvor du har god tid til at studere de mange, fine detaljer og historier, der gemmer sig i byens bygninger, døre og træudskæringer. Her er et bud på en rute, der fører dig godt rundt i byen:
Fra Nørreport til Vægterpladsen
Start i bunden af byens gågade ved Nørreport og bevæg dig op igennem butiksgaden, til du rammer Nørretorv. Fortsæt lidt ned ad gågaden, til du kommer en lille plads, hvor du kan dreje ned ad Store Pottergade. Det er en af byens absolut hyggeligste gader med toppede brosten og ydmyge byhuse.
Hele hyggeligheden kulminerer for enden af gaden på Vægterpladsen, der vel nok må regnes for en af de mest fotogene pladser i hele landet med sine små vægterhuse fra 1600-tallet.
Kig eventuelt også lige ned i den lille gyde, Jomfrugangen, hvor byens letlevende damer engang holdt til.
Fra Vægterpladsen til Storetorv
Fra Vægterpladsen tager du Lille Pottergade ned til Kirkepladsen, hvor byens kirke, Skt. Nikolai står. Rundt om kirken ligger en del statelige bygninger, der tidligere blandt husede kirkens ansatte samt en skole.
Herfra kan du enten tage Kirkepladsen tilbage til gågaden, eller du kan søge ind i den lille gyde “Æ Putgye”, der løber langs de små baggårde til Store Pottergade.
Når du er tilbage på gågaden, går du nedad mod Storetorv. Undervejs passerer du det fine, klassicistiske gamle rådhus, der er opført af CF Hansen. På det luftige Storetorv ligger der flere fornemme huse – blandt andet Redergården i nr. 9 og det rødmalede tidligere kornlager, der nu er indrettet til café.
Fra Storetorv til Brundlund Slot
Fra Storetorv kan du tage en lille tur ned ad Skibbrogade, hvor husene er lidt mere ydmyge.
Kig ned i Gildegade, hvor byens sømænd og sejlmagere holdt til i 1700-tallet, inden du drejer ned ad Fiskergade, der ender i Søndertorv.
Fortsætter du 50 meter mod syd ad Sønderport kan du se det imponerende bindingsværksbyggeri Schwennesens Stiftelse, der blev opført som bolig til fattige.
Tilbage på Søndertorv drejer du nu ned af Slotsgade – måske byens mest helstøbte gade, med utallige velholdte gavlhuse fra 1700-tallet. Som navnet antyder, fører gaden ned til byens slot, Brundlund Slot. Slottet er fra 1400-tallet, men fik sit nuværende udseende i 1800-tallet efter tegninger af CF Hansen.
Turen går herefter en smule tilbage af Slotsgade og til venstre op ad Nybro. Her ligger der også nogle flotte, statelige huse. Fortsæt videre op ad Nygade, indtil du kan dreje ind på Store Pottergade igen. Slut af med et ekstra kig på Vægterpladsen, inden turen går tilbage til gågaden og Nørreport.
Den største seværdighed i Aabenraa er egentlig det velbevarede helhedsindtryk, det historiske bybillede giver. Men her er et lille udpluk over enkeltstående seværdigheder:
Brundlund Slot
Byens lille, fine slot fra 1400-tallet. Slottet er i dag en del af Museum Sønderjylland og byder på skiftende kunstudstillinger. Læs mere på msj.dk.
Folkehjem
Denne bygning blev fra 1901 til et forsamlingshus for dansksindede i Aabenraa, der på det tidspunkt var en del af Tyskland. (Læs mere om byens skiftende danske og tyske tilhørsforhold i afsnittet “Byens historie”). I dag er Folkehjem restaurant og kursuscenter. Læs mere på folkehjem.dk.
Sct. Nikolai kirke
Aabenraa centrale kirke er fra omkring 1250 og er et miks af romansk og gotisk byggestil. Kirken er viet til Sct. Nikolaus, der er skytshelgen for søfarende (og manden bag julemanden). Læs mere om Sct. Nikolaus kirke hos Aabenraa Sogn.
Sct. Jørgens kirke
Lige ved siden af Folkehjem ligger den lille kirke, Sct. Jørgens kirke. Den er opført i 1904 og en af de seks sønderjyske frimenighedskirker i Sønderjylland, da området var en del af Tyskland. Kirken ligger smukt på en lille bakke, omgivet af små huse. Læs mere om Sct. Jørgens kirke hos Aabenraa Sogn.
Kulturhistorie Aabenraa
Byens museum er en del af Museum Sønderjylland og fortæller om byens historie og har især fokus på søfarten. Læs mere på msj.dk.
Sønderstrand
Er du i Aabenraa om sommeren, så sæt er det oplagt at tage en tur til Sønderstrand. Denne strand ligger i forlængelse af den gamle bydel og har fået tildelt et blåt flag. Læs mere om Sønderstrand hos Visit Sønderjylland.
Bynær natur
Aabenraa ligger smukt placeret i bunden af fjorden af samme navn og omgivet af skovklædte bakker. Der er derfor masser af muligheder for at kombinere en tur i Aabenraa med en tur i det grønne.
Ikke langt fra Brundlund Slot ligger den hyggelige skov, Hjelm Skov, og der er heller ikke langt til den bakkede Jørgensgård Skov og Nørreskov fra centrum. Læs mere om skovene omkring Aabenraa i denne folder fra Naturstyrelsen.
Tyskinspireret arkitektur
Fra 1864 blev Aabenraa en del af Tyskland – og allerede inden da var byens borgerskab orienteret mod syd. Det kom også til udtryk i datidens byggestil, som blandt andet var inspireret af først den såkaldte schweizerstil og siden jugendstil.
I dag kan man stadig se en del eksempler på arkitekturen fra byens tyske periode i gader som Forstallé, Callesensgade, Lavgade og Karpedam lige uden for centrum. Læs mere om de forskellige byggestile på Aabenraa Kommunes sider om Kulturarvskommune.
Indbyggertal (2022)
Aabenraa by: 16.401
Aabenraa Kommune: 58.693
Vigtige årstal
1100-tallet: Byen opstår under navnet “Opnørå”
1200-tallet: Byen får købstadsrettigheder
1700-tallet: Byen blomstrer på grund af omfattende søfart og handel
1864: Aabenraa bliver en del af Tyskland efter nederlaget i 1864
1920: Aabenraa bliver en del af Danmark på trods af tysk flertal i byen.
Byens historie i korte træk
Aabenraa opstod i 1100-tallet, hvor beliggenheden i enden af fjorden gav gode betingelser for søfart og fiskeri. I 1200-tallet fik byen også købstadsrettigheder og blev – udover fiskeri og søfart – også kendt for produktion af rugbrød og humle.
I 1700-tallet oplevede Aabenraa sin storhedstid som en vigtig søfartsby, der også selv byggede skibe. Det førte til opførelsen af mange fine bygninger i byen, som man stadig kan se i dag. Opgangstiderne fortsatte ind i 1800-tallet.
I 1864 blev Aabenraa en del af Tyskland. Selvom en stor del af byens borgerskab var tysksindede og -talende, så opstod der også en stor dansksindet bevægelse i byen, der fik ekstra medvind, da den sønderjyske politiker HP Hanssen bosatte sig i byen i 1893.
De dansksindede købte det tidligere forlystelsessted Schweizerhalle og omdannede det til forsamlingshuset Folkehjem. Her samledes tusindvis af dansksindede i 1918 og krævede en genforening med Danmark.
Den 10. februar stemte borgerne i Aabenraa om en genforening sammen med de øvrige områder i det daværende Nordslesvig. Og selvom der faktisk var et flertal for at forblive tysk i selve Aabenraa, så endte byen med at blive dansk, da der var et dansk flertal i hele det område, der i dag er Sønderjylland.
Siden 1920 har Aabenraa været et samlingssted for det tyske mindretal, og der er flere tyske institutioner i byen – for eksempel en skole, et bibliotek og en avis.
Spisesteder
Der ligger en del caféer og restauranter langs gågaden i Aabenraa og på Storetorv. Oplev Jyllands redaktion har flere gange besøgt Hotel Royal for at blive tanket godt og grundigt op. Det er solide tallerkner til små penge – og det hele bliver serveret på syngende synnejysk.
Går du mere op en kvalitet end kvantitet, så kan du også besøge Restaurant Knapp, der ligger i skovene nordøst for byen. Få det fulde overblik over spisesteder hos Tripadvisor.
Overnatning
Det er oplagt at kombinere et restaurantbesøg på Hotel Royal med en nat i et af deres værelser. Ellers er der også andre overnatningsmuligheder i og uden for byen. Find en ledig seng hos Booking.com.
(Annonce)
Billeder fra Aabenraa
Billeder fra Aabenraa
Oplevelser i nærheden
Oplevelser i nærheden
Links og kort
Links og kort
Visit Sønderjylland – læs, hvad du skal opleve i Aabenraa
Brundlund Slot – museum med skiftende udstillinger
Kulturhistorie Aabenraa – museum med fokus på byens søfartshistorie
Kulturarvskommunen Aabenraa – få et overblik over bevaringsværdige bygninger fra forskellige perioder.
Ud i naturen – find lokale forslag til vandre- og cykelture