Als Nørreskov
Langstrakt skov med høje bøge og fortidslevn
Langs den østlige kyst på Als ligger den 740 hektar store Nørreskoven og byder på masser af fine vandremuligheder. Skoven er ni kilometer lang og har sin sydlige begyndelse cirka en kilometer nord for Fynshav.
Store dele af skoven består af høje bøgetræer, men der er også blevet plads til egetræer. Det skyldes blandt andet en forordning fra 1700-tallet, som pålagde giftemodne karle af plante mindst 10 egetræer eller 15 bøgetræer, hvis de ønskede af gifte sig. I dag kan man stadig se en række af disse 250 år gamle såkaldte brudgomskobler rundt omkring i skoven.
Gå ad Helved til
Cirka midtvejs igennem skoven ligger landsbyen Helved, som er et fint udgangspunkt for et besøg i skoven. Selvom navnet er til at klukke lidt over, så har det ikke noget med helvede at gøre. I stedet skulle Helved betyde noget i retning af ”ved skoven”.
Som et lille kuriosum prøvede den lokale kommunalbestyrelse i 2005 at ændre byens navn, da de måske tænkte, at der ikke var så mange, som ønskede at flytte til Helved. Men byens indbyggere nægtede at godtage forslag om at omdøbe byen til Helleved – og så blev landsbyen altså ved med at hedde Helved.
Som nævnt er Helved et fint udgangspunkt for at gå på opdagelse i skoven. Her har man store dele af skoven nord for sig, og der er mange skovveje at vælge imellem.
Læs mere
Der er flere afmærkede vandreruter, man kan følge gennem skoven. Først og fremmest går den i alt 64 kilometer lange kystrute, Alsstien, igennem skoven. Den kan du følge hele vejen langs kysten igennem skoven.
Derudover er der to markerede rundture inde i selve skoven. Strandruten passerer blandt andet Helvedgård Voldsted og Fladbæk Strand, imens kulturruten tager dig forbi flere fortidsminder. På denne rute kan du også se nogle af de såkaldte brudgomsege.
Der er et væld af historiske levn i Nørreskoven. Der er både helt gamle levn som gravhøje og dysser og nyere af slagsen i form af vildtbanesten og mindegrave fra 2. Verdenskrig.
Midt i skoven kan du også se Helvedgård Voldsted (billedet). Her lå der i et par hundrede år en lille borg. Den blev dog revet ned i 1500-tallet og erstattet af Østerholm lidt længere sydpå, som i dag står som ruin.
Der er ikke bevaret noget af Helvedgård udover selve voldstedet, som ligger omringet af en voldgrav. En bro fører over til voldstedet.
I den sydlige ende af skoven står det bemærkelsesværdige Taksensand Fyr. Fyret er opført i 1905 og var oprindeligt 32 meter høj. Senere blev det dog forkortet til de nuværende 19 meter.
I den nordlige den af skoven ligger Nygård. Stedet fungerede oprindeligt som jagthytte for Hertug Hans og blev senere til bolig for skovrideren. Den nuværende bygning er fra 1850erne.
Transport
Kommer du i bil, er der adskillige parkeringspladser i skoven.
Vil du med bussen, bliver det lidt mere besværligt. Du kan dog tage en bus fra Sønderborg til Fynshav. Herfra er der cirka en kilometer til den sydlige del af skoven.
Er du på cykel, så kan du snildt cykle på de fleste stier i skoven.
Toilet
Der findes et offentligt toilet på Fladbækvej tæt ved stranden
Overnatning i det fri
Naturstyrelsen oplyser, at du kan sove i shelter på Noldes Plads, og at der er fri teltning nord for Sandagerbjergvej.
Strande
Det er muligt at bade flere steder langs kysten. For eksempel ved Nygård Strand og Fladbæk Strand.
(Annonce)
Billeder fra Als Nørreskov
Billeder fra Als Nørreskov
(Annonce)
Oplevelser i nærheden
Links og kort
Visit Sønderjylland – turistinfo
Naturstyrelsen – info og kort