Fosdalen og Langdal Plantage

Unikt naturlandskab ved Jammerbugten

I udkanten af Tranum venter der et enestående stykke natur i form af Fosdalen og Langdal Plantage. Her er frodige dalstrøg og en 60 meter høj indlandskystskrænt, hvorfra der er en uspoleret udsigt over Jammerbugten.

Fosdalen er den mest markante af flere erosionskløfter i området, som skærer sig igennem det gamle moræneplateau. Her bevæger du dig igennem en tætpakket frodig dal langs en klukkende bæk.

Og når du begiver dig op på Lien, går du langs Stenalderens kystlinje og kan skue ud over det åbne, nordjyske landskab.

Fosdalen blev i 2015 én af i alt 15 naturperler, som blev udvalgt til at udgøre Danmarks Naturkanon. Her deler dalen sin plads sammen med sin smukke naturnabo, Svinkløv.

Læs mere

Fosdalen

Den langstrakte, frodige dal kan med lidt god vilje næsten minde om et stykke tropisk regnskov. Hernede i erosionskløften findes der et ganske særligt og fugtigt mikroklima, hvor bregner, padder og krybdyr lever livet langs den rislende bæk.

Flere gangbroer sørger for, at du kan tage hele turen gennem dalen uden at få våde fødder – med mindre du da vælger at afvige fra den rødmarkerede rute undervejs.

Nogle hundrede meter nordpå ligger Naturcenter Fosdalen, hvor du kan blive meget klogere på områdets særprægede natur.

Vor Frue Kilde

Mod syd, ikke langt fra dalens indgang ved Lerup Kirke, har Vor Frue Kilde sit udspring. Kilden var et populært rejsemål i Middelalderen, hvor adskillige mennesker valfartede til kilden, som efter sigende havde helbredende kræfter.

Især den 8. september, på Jomfru Marias fødselsdag, skulle kildens kræfter have været særligt markante, og her opstod der et helt markeds-væsen omkring Kilden.

I dag er kildens udspring markeret med en sten.

Lien

Denne i alt 7 kilometer lange indlandsskrænt er landets ældste af sin slags. Skrænten bugter sig smukt derudad i op mod 66 meters højde og tilbyder fine udsigter over havet og landskabet.

I Stenalderen gik havet helt ind til skrænterne, men i dag ligger Lien 3,5 kilometer inde i landskabet. Området mellem Lien og den nuværende kystlinje kaldes Underlien og lå altså under havets overflade i Stenalderen.

Lien udgør i dag den nordlige del den store Langdal Plantage, og flere steder kan du følge en markeret vandrerute langs skrænten.

Langdalen og Langdal Plantage

Plantagen er plantet i starten af 1900-tallet og består primært af forskellige fyr- og grantræer. Der er flere stier og veje, der guider dig gennem plantagen, som undervejs også byder på flere udsigtspunkter.

Mod nord strækker Lien sig med sine fine udsigter, men inde i selve plantagen kan du også bestige bakkerne ”Koen” og ”Kalven”.

I den vestlige del af plantagen løber Langdalen, som er en smuk, snoet erosionskløft – meget a la Fosdalen.

Vandreruter

Der er flere markerede vandreruter i området. Den mest overskuelige er den 2,5 kilometer lange rundtur gennem Fosdalen. Du kan enten starte rundturen ved Lerup Kirke (hvor der også er toiletter og borde og bænke), eller lidt længere mod nord ved Fosdalvejen.

Vil du gå længere, så kan du begive dig ind i Langdal Plantage. Her guider en syv kilometer lang rute dig igennem plantagen. Undervejs kommer du både igennem Langdalen og ud at gå langs Lien.

Vil du opleve hele herligheden på én gang, så kan du tage en 11 kilometer lang rute, som forbinder Fosdalen og Langdal Plantage. Så får du alle oplevelser med.

(Annonce)

Billeder fra Fosdalen og Langdal Plantage

Billeder fra Fosdalen og Langdal Plantage

(Annonce)

Oplevelser i nærheden

Løgstør

Læs mere

Løkken

Læs mere

Nationalpark Thy

Læs mere

Nibe

Læs mere

Svinkløv Plantage og Slettestrand

Læs mere

Vestkysten

Læs mere

Links og kort

Naturstyrelsen – infofolder

Danmarks Naturkanon – info om Fosdalen og Svinkløv