Hals

Minikøbstad med livlig havn og stort sommerhusbagland

Hals ligger ved Limfjordens udmunding og har altid fungeret som et trafikalt knudepunkt i området. Herfra er folk og fæ blevet fragtet over vandet fra Himmerland til Vendsyssel, og her er skibe fra Kattegat sejlet forbi på deres færd ind mod Aalborg og det øvrige limfjordsland.

Trods den gunstige placering har byen aldrig rigtig udviklet sig til noget større. Heller ikke selvom Hals i 1600-tallet blev forsynet med både forsvarsskanse, købstadsrettigheder, toldsted og et mægtigt torv. Det var som om, kampen mod Aalborg var lidt for ulige.

Hvalkæberne på Torvet. De nuværende kæber er lavet af glasfiber.

Hyggeligt havnemiljø

Men nu er det jo som bekendt ikke altid størrelsen, det kommer an på. Hals er et hyggeligt bekendtskab med sin lille kompakte bymidte, det gamle forsvarsanlæg og martime stemning med både lystbådehavn og fiskermiljø.

I udkanten af byen kan du desuden se rester af en samling tyske bunkere, som fungerede som forsvarsstillinger under 2. Verdenskrig.

Hvalkæberne på Torvet. De nuværende kæber er lavet af glasfiber.

(Annonce)

Mere om Hals

I gaderne Lille Jomfru Ane Gade og Lille Kattesund ligger der en samling hyggelige fiskerhytter.

Indbyggere (2023)

Hals: 2497
Aalborg Kommune: 222.571

Vigtige årstal

1219: Hals overdrages fra Børglum Kloster til Vitskøl Kloster
1626: Hals Skanse opføres. Udbygges i 1654.
1655: Toldstedet flytter fra Aalborg til Hals
1656: Byen får købstadsrettigheder
1735: Byen får eget lodseri
1848: Hals Skanse opgives militært
1930erne: De første sommerhusgrunde opføres nord for byen
1940-45: Tyskerne overtager Hals Skanse og opfører bunkere ved Nordmandshage
1961: Fast færgeforbindelse mellem Hals og Egense.

 

Hals’ historie kort fortalt

Hals Skanse

Hals Skanse huser i dag byens muesum.

Frem til 1600-tallet var Hals ikke meget mere end nogle få gårde, et fiskerleje og en kirke. Stedet hørte under Børglum Kloster frem til 1219, hvor det blev overdraget til Vitskøl Kloster. Den vigtigste bygning – ud over kirken – var Hals Ladegård, som fungerede som avls- og fogedgård.

I 1600-tallet blev der lagt store planer for Hals. Tanken var, at der skulle opføres et forsvarsværk med tilhørende købstad, og i 1626 blev Hals Skanse opført. 30 år senere blev byen tildelt købstadsrettigheder, ligesom toldstedet blev flyttet fra Aalborg til Hals. Samtidig blev der lokket med 20 års fritagelse for skatter og afgifter, hvis man slog sig ned i byen.

Det var bare som om, byen ikke rigtig formåede at vokse sig ud af Aalborgs skygge trods de forskellige tiltag. Derfor forblev Hals en ret lille by, trods sit store nyanlagte torv og sin status som købstad.

 

Fiskeri, sommerhuse og tyskere

 

I starten af 1900-tallet kom der for alvor gang i fiskeriet i byen, og det førte til fremgang. Da de første sommerhusområder samtidig blev etableret nord for byen i 1930erne, begyndte befolkningstallet at stige, ligesom byens erhvervsliv pludselig begyndte at nyde godt at turister.

Under 2. Verdenskrig gjorde tyskerne deres indtog i byen. De overtog Hals Skanse, og de opførte et bunkeranlæg ved Nordmandshage nogle kilometer øst for Hals.

Hals er som nævnt ikke nogen stor by, og du kan derfor ret hurtigt opleve byens seværdigheder.

Vil du gøre det hele endnu nemmere, så kan du hente en guide til en gå-selv-byvandring hos Hals Museum. 

 

Fra skansen til kirken

 

En tur rundt i byen kunne for eksempel starte ved Hals Skanse. Herfra kan du gå nordpå mod Hals Kirke ad Sophie Hedvigs Vej. Navnet henviser til den danske prinsesse, som i 1700-tallet fik overdraget Dronninglund Slot og dermed Hals Sogn. Læg mærke til de ”Skagen-agtige” gulkalkede villaer på sidevejene i kvarteret.

 

Fra kirken til torvet

 

Fra Hals Kirke kan du tage Østergade, Tværgade og Midtergade ind mod Torvet. I gaderne ligger der flere velbevarede byhuse og embedsboliger fra 1800-tallet. Læg også mærke til træskulpturen af vikingen Guldharald på hjørnet af Midtergade og Kongensgade.

På det aflange Torv kan du få en fornemmelse af de store ambitioner, kongen havde for byen i 1600-tallet. I dag virker Torvet mest en anelse overdimensioneret i forhold til byen og de omkringliggende bygninger.

Den største seværdighed ved Torvet er uden tvivl hvalkæberne, som står ved 1700-talshuset ”Hvalgabet” i den ene ende af Torvet.

 

Fra torvet til havnen

 

Fra Torvet kan du søge mod havnen ad Rylegade eller Havnegade. I havnen ligger der flere spisesteder og mange lystfiskerbåde. Derudover er der også få tilbageværende fiskerbåde.

Husk også at kigge forbi det autentiske fiskerkvarter, der ligger i gaderne Lille Jomfru Ane Gade, Jollevej og Lille Kattesund. Kvarteret består af små rødmalede skure, hvor lokale fritidsfiskere holder til.

Hals Skanse

Hals Skanse

Hals Skanse

Den lille skanse er et oplagt besøgsmål, hvis du er i byen. Hals Skanse er Danmarks eneste bevarede enkeltskanse fra renæssancen, og den stod færdig i 1654. I dag kan du vandre en tur på det velbevarede voldanlæg, der er forsynet med voldgrave og kanoner. To bygninger står også tilbage. Det drejer sig om krudtkammeret fra 1676 og tøjhuset fra 1812. Hals Museum holder i dag til i tøjhuset, og der er gratis adgang.

 

Hals Kirke

Hals Kirke

Hals Kirke

Byens kirke har rødder tilbage til 1200-tallet, men dens nuværende udseende stammer fra kraftige udvidelser i 1400-tallet. Inde i kirken kan du blandt andet se en døbefont fra 1100-tallet.

 

Hvalkæberne

Hvalkæberne på Torvet. De nuværende kæber er lavet af glasfiber.

På Torvet står byens vel nok mest kendte seværdighed: hvalkæberne. I 1868 blev de første hvalkæber stillet op på stedet af den lokale hvalfanger, Kaptajn C. Klitgård. Han havde selv skudt blåhvalen og fik stillet det seks meter høje kæbeparti op som et minde ved siden af sit hus.

I 1953 kørte en lastbil desværre ind i det efterhånden godt møre kæbeparti. Kæberne blev totalskadet og stod ikke til at redde. I stedet blev der købt et nyt sæt hvalkæber til byen, som blev stillet op samme sted i 1955.

Disse kæber blev også langsomt slidt op, og de blev derfor erstattet af en glasfiberkopi i 2017. De oprindelige kæber er i dag bevaret på Statens Naturhistoriske Museum.

Du kan i øvrigt også se nogle hval-halshvirvler i byen. De stod tidligere på Torvet og fungerede som en slags vejviser, men i dag er de rykket ind på Hals Museum.

 

Guldharald

I Midtergade ligger flere af byens ældste huse og en statue af Guldharald

På hjørnet af Midtergade og Kongensgade står en træskulptur af vikingen Guldharald. Han skulle have været en nevø til den mere kendte Harald Blåtand og være blevet lovet magten i Norge, hvis han slog den norske konge Harald Gråfeld ihjel.

Guldharald fik lokket Harald Gråfeld til Hals, og han fik også dræbt den norske konge. Desværre blev Guldharald selv dræbt efterfølgende af en anden nordmand, Håkon Jarl. Dermed blev Guldharald aldrig konge af Norge. Det blev Håkon Jarl til gengæld. Sådan kan det gå.

 

Fiskerbyen

Fiskerbyen i Hals

Der er meget stemningsfuldt i den lille fiskerby

Gaderne Lille Jomfru Ane Gade og Lille Kattesund byder på et levende småfiskermiljø, der er værd at opleve. Kvarteret består af små rødmalede skure, hvor lokale fritidsfiskere og andre godtfolk holder til. Fiskegarn, knallerter med mælkekasser og fisk på tørresnore bidrager til stemningen.

 

Nordmandsbunkerne

Bunker ved Hals

Der står i alt tre bunkere ved Hals

Nogle kilometer øst for Hals ligger Nordmandsbunkerne. Der er tale om 3 bunkere, som blev opført af tyskerne under 2. Verdenskrig for at kontrollere indsejlingen til Limfjorden. Bunkerne blev derefter skjult bad en kunstig skov.

De tyske tropper blev i øvrigt lidt længere i Hals end i resten af landet, da tyskernes øverstkommanderende nægtede at overgive sig til andre end englænderne.

Derfor blev Hals først befriet 12 dage senere end resten af landet, da det først var her, englænderne nåede ud til Hals. Kilde: Trap. Lex.

Du kan vandre langs Østre Fjordsti fra Hals til bunkerne. Stien er en del af den 5000 km. lange Nordsøstien.

Spisesteder

Der er ret mange spisestedet i Hals, når man tager byens størrelse i betragtning. Det skyldes det store sommerhusopland. Er du til madpandekager, så kan Miss Dot, som ligger i havnen anbefales. Ellers kan du få det store overblik hos Tripadvisor.

Overnatning

Da Oplev Jylland besøgte Hals overnattede vi på Hals Hotel i Østergade. Det lille hotel byder på venlig beværtning og gode værelser med fin morgenmad.

Trap Lex – Hals‛ historie

Enjoy Nordjylland – turistinformation

Nordjyske Museer – Hals Museum

(Annonce)

I gaderne Lille Jomfru Ane Gade og Lille Kattesund ligger der en samling hyggelige fiskerhytter.

Billeder fra Hals

(Annonce)

Oplevelser i nærheden

Frederikshavn

Læs mere

Sæby

Læs mere

Aalborg

Læs mere

Hals på kortet

(Annonce)