Kegnæs

Et fladt stykke ferieland under Als

Halvøen Kegnæs hænger i en tynd tråd i bunden af landet som et appendiks til øen Als. Det er kun den slanke landtange, Drejet (også kaldet ”Æ Drej” på sønderjysk), som forbinder øen og halvøen. Drejet ligner måske nok en kunstig dæmning, men landtangen er faktisk naturligt skabt.

Den otte kilometer lange og tre kilometer brede halvø var frem til starten af 1600-tallet stort set kun beboet af svin. Men efterhånden som dyrene ødelagde skovene, fik Kegnæs’ ejer, Hertug Hans, den idé at lade mennesker flytte til i stedet.

Hertugen fik ryddet det meste af den resterende skov, opførte en kirke og de to landsbyer Østerby og Sønderby og lod så de bønder, der skyldte ham penge tvangsforflytte til halvøen.
I dag kommer folk helt frivilligt til den flade ø for at nyde en ferie tilsat gode badestrande og kig til Tyskland.

Flot fyr og landsbyidyl

Kegnæs er først og fremmest et yndet feriemål på grund af campingpladserne og strandene. Men der er også lidt seværdigheder at sætte kursen mod, hvis man er til den slags. For eksempel Kegnæs Fyr, der står lige dér, hvor Drejet fører dig fra Als til Kegnæs.

Derudover kan du gøre et stop ved øens kirke, Sankt Johannes og slentre en tur i Sønderby, der byder på hyggelige, stråtækte huse.

Læs mere

Kegnæs Fyr

Fyrtårnet knejser smukt i landskabet, når du nærmer dig Kegnæs fra Als. Det 18 meter høje tårn er opført i 1896 som erstatning for et tidligere fyrtårn fra 1845. Der er gratis adgang til fyrtårnet i sommermånederne, og fra toppen er der en fin udsigt over det danske øhav og Tyskland.

Sammen med fyrtårnet ligger den oprindelige fyrmesterbolig fra 1845 samt den nye bolig, som blev bygget sammen med det nuværende fyrtårn. I landskabet omkring fyrtårnet kan du se rester af et gammelt voldsted, som i 1100-tallet var bebygget med borgen Kegborg.

Sankt Johannes

Øens eneste kirke er opført i Sønderby i 1615 af Hertug Hans. Kirkens inventar byder på genbrug i stor stil, da det meste af det oprindelige materiale blev hentet fra den nedlagte kirke Sankt Nicolaj i Sønderborg.

Sønderby

De to oprindelige landsbyer på øen, Østerby og Sønderby, er i nyere tid blevet udvidet med campingpladser. Men der er stadig spor tilbage fra dengang, hvor det kun var de lokale, der nød godt af landsbyernes smukke placering.

Tag for eksempel en tur op og ned ad Sønderbygade, hvor bindingsværk, stokroser og stråtage giver de historiske huse et solidt strejf af idyl.

(Annonce)

Billeder fra Kegnæs

Billeder fra Kegnæs

(Annonce)

Oplevelser i nærheden

Als Nørreskov

Læs mere

Augustenborg

Læs mere

Gendarmstien

Læs mere

Nordborg

Læs mere

Sønderborg

Læs mere

Aabenraa

Læs mere

Links og kort

Kegnæs – info om øen