Odder

Stationsby med populære strande i baghaven

De fleste besøgende, som kommer til Odder, har sikkert kursen eller GPS’en direkte sat mod Saksild, Rude, Ajstrup eller et af de andre populære sommerhusområder langs Odder Kommunes kyst. Og det er sådan set lidt synd for Odder. Den lille by for enden af Letbanen byder nemlig på et fint lille stationsby-miljø langs Odder Å.

Hjertet i byen er uden tvivl Torvet, der er flankeret af en række pæne bygningsværker – med „Centralhotellet‟ i centrum. Herfra fører en gågade i to retninger: mod vest til Odder Museum, der blandt andet holder til i en gammel vand- og dampmølle, og mod øst til byens middelalderkirke, der er omgivet af stemningsfulde byhuse.

Odder
Det gamle Ting- og Arresthus

Grønne omgivelser

Uden for midtbyen er Odder pænt pakket ind i skov. Du kan for eksempel følge Odder Å ud til herregården Rathlousdal med den tilhørende skov. Her ligger Bjørnegrotten, der engang var en del af en lille dyrepark. 

Du kan også søge ud til Stampemøllen, der er et idyllisk sted på kortet med bindingsværk og en rislende bæk. Og så venter der naturligvis masser af strand og hav langs kysten fra Hou til Norsminde.

Odder
Det gamle Ting- og Arresthus

(Annonce)

Mere om Odder

Havnen i Hou byder på lystbåde, legeplads og et lille værft

Kysten ud for Odder byder på smukke, børnevenlige og populære badstrande og ferieområder. Her er er tre udvalgte steder, som byder på lidt ekstra:

 

Norsminde

Norsminde emmer af hygge

Fiskerlejet ved Norsminde ligger der, hvor Norsminde Fjord møder Kattegat. I gamle dage var fjorden næsten dobbelt så stor og havnen var et vigtigt anløbssted. I dag er Norsminde en populær lystbådehavn og et godt sted for børnene at fange krabber. I forlængelse af Norsminde Havn ligger Ajstrup Strand. Læs mere om Norsminde.

 

Saksild

Saksild er nok den mest populære sommerdestination på kysten ud for Odder. Her er masser af strand og masser af sommerhuse, og her er spisesteder, ishuse og minigolf. I selve Saksild by, som ligger en kilometer fra stranden, ligger der også lidt butikker fordelt omkring en lille kirke og en samling ældre huse.

 

Hou

Hou

Lystbådehavnen i Hou

10 kilometer fra Odder ligger den tidligere stationsby, Hou. Byen er først og fremmest kendt som det sted, hvor man sejler til Tunø og Samsø, men man kan sagtens udvide opholdet i Hou. Her er nemlig både en badevenlige strand og en hyggelig lystbådehavn med et lille skibsværft.

Vil du ud at vandre, så er der også gode muligheder i Hou. På begge sider af byen er der nemlig vandreruter med udsigt til vandet. Syd for byen kan du lave en rundtur i den lille Ravnskov, der ligger helt ud til vandet, og nord for byen kan du vandre på en kyststi til Hølken og retur. Der ligger også en park og en lille skov ved Vestergade i Hou.

Indbyggertal (2022)

Odder by: 12.454
Odder Kommune: 23.304

Vigtige årstal

1363: Landsbyen omtales første gang under navnet Oddræth.
1800-tallet: Landsbyen Odder udvikler sig så småt til en større by
1884: Jernbanen Aarhus-Odder-Hou åbner
1904: Jernbanen til Horsens åbner

 

Byens historie i korte træk

Landsbyen Odder opstod i middelalderen omkring kirken og Odder Å. Først i løbet af 1800-tallet kom der så meget gang i området, at byen fik købstadspræg. 

I 1884 åbnede jernbanelinjen mellem Aarhus og Hou, som gik igennem Odder – og 20 år senere kom der også skinner til Horsens. Jernbanerne førte endnu mere udvikling til byen, og i 1940 var Odder Danmarks næststørste ikke-købstad med 4.587 indbyggere.

I dag er Odder hovedby i den lille kommune af samme navn, og det er især den nærliggende kyst, der lokker folk til.

Spisesteder

Der ligger mange gode spisesteder langs kysten omkring Odder. For eksempel Himmel & Hav, Norsminde Kro og den kombinerede gårdbutik, bageri, slagteri og restaurant Fru Møllers. Inde i Odder midtby ligger der også en glimrende italiensk restaurant i form af Vecchio Convento (billedet ovenover).

Se flere spisesteder hos Tripadvisor.

Overnatning

Kysten ud for Odder bugner af sommerhuse. Derudover er der også et par overnatningsmuligheder i Odder. Find en seng hos Booking.com.

Trap Lex – bliv klog på Odders historie

Visit Odder – turistinformation

Odder Museum – besøg det lokale museum

(Annonce)

Havnen i Hou byder på lystbåde, legeplads og et lille værft

Billeder fra Odder

(Annonce)

Oplevelser i nærheden

Ejer Bjerge

Læs mere

Hjarnø

Læs mere

Horsens

Læs mere

Horsens Fjord

Læs mere

Norsminde

Læs mere

Samsø

Læs mere

Skanderborg

Læs mere

Tunø

Læs mere

Aarhus

Læs mere

Odder på kortet

(Annonce)