Stensbæk Hede

Enestående bakkelandskab vest for Gram

Stensbæk Hede byder på et ganske særligt naturfænomen, som stort set ikke kan opleves andre steder. Det drejer sig om klimperne, som er en samling fugtige og fladtoppede bakker, som skyder ryg i det ellers flade hedelandskab.

Alle klimperne er 4-5 meter høje, men der er stor forskel på deres omfang. De mindste er ikke meget større end en klassisk dansk gravhøj, imens den længste er hele 360 meter lang. Tilsammen udgør bakkerne et ganske særpræget syn, når man skuer ud over landskabet på Stensbæk Hede.

Gamle moser

Fælles for klimperne er, at de er gamle moseområder fra oldtiden, som står tilbage i landskabet, efter at den omgivende sandjord er blæst væk. Det vil sådan set sige, at det, der i dag er bakketoppe, er rester fra et samlet fladt jordstykke i oldtiden.

Da bønder i middelalderen begyndte at opdyrke jorden mere intensivt, betød det, at den løse sandjord nemmere blæste væk.

Den våde mosejord blev til gengæld liggende tilbage. Og efterhånden som mere og mere sandjord blæste væk, opstod det bakkede klimpe-landskab, vi kan se i dag.

I dag er klimperne anerkendt som et ganske særligt naturfænomen og indskrevet på Danmarks liste over officielle GeoSites.

Foruden klimperne på Stensbæk Hede, findes der kun få klimper i Frøslev Plantage samt et sted i Nederlandene.

Læs mere

Vandreruter

Der findes flere markerede vandreruter i området omkring Stensbæk Hede og Stensbæk Plantage. Mange ruter udgår fra parkeringspladsen ved den lille bakkeknold med det bibelsk klingende navn, Goliaths Hoved.

Gul rute er cirka fem kilometer og tager dig igennem det smukke klimpelandskab, ligesom den også fører dig langs Gels Å og igennem en del af den omkringliggende Stensbæk Plantage.

Du kan også følge den røde rute, der tager dig ind over Ballum Bjerg Hede.

Et par kilometer vestpå kan du i øvrigt gå en strækning langs den gamle patruljesti, som markerer, hvor grænsen mellem Danmark og Tyskland gik mellem 1864 og 1920. Der er parkering ved Ribe Landevej.

Læs meget mere hos Naturstyrelsen.

Parkering og toiletter

Der er parkeringsplads ved Goliaths Hoved, som ligger ud til Stensbæksvej. Her er der også borde og bænke. Nogle få hundrede meter langs gul rute er der desuden en lille bjælkehytte, hvor man kan søge ly, hvis vejret er skidt.

Bemærk, at der ikke er toiletter på ruten. Der findes dog toiletter nogle hundrede meter nordpå ad Stensbækvej, dér hvor vejen krydser Gels Å.

(Annonce)

Billeder fra Stensbæk Hede

Billeder fra Stensbæk Hede

(Annonce)

Oplevelser i nærheden

Blåbjerg og Henne

Læs mere

Haderslev

Læs mere

Kalvø

Læs mere

Nymindegab

Læs mere

Ribe

Læs mere

Tønder

Læs mere

Vadehavet

Læs mere

Varde

Læs mere

Aabenraa

Læs mere

Links og kort

Naturstyrelsen – info om Stensbæk Hede og Plantage