Toftum Bjerge

Maleriske motiver mod Nissum Bredning

Når du står på toppen af de 50 meter høje bakker ved Toftum Bjerge, har du en storslået udsigt ud over det nordvestjyske fjordlandskab.

Lige neden for bakkerne bruser bølgerne i Nissum Bredning, som denne del af Limfjorden hedder. Mod øst markerer Oddesundbroen overgangen mellem Jylland og Thyholm, og mod vest bliver vandet til sidst til Vesterhav ved Harboøre Tange.

Er vindforholdene gunstige, bliver udsigten ofte tilført en række paraglidere, som kaster sig ud over skrænterne og lader vindens opdrift føre dem frem og tilbage langs kysten.

Tager man trapperne ned til stranden, kan man se, hvordan havet har blotlagt klinten, så årtusindegamle jordlag er synlige i landskabet.

Kunst og kaffe

Toftum Bjerge er i dag først og fremmest kendt en spektakulær naturlomme i et ellers uspektakulært sommerhuslandskab, hvor man kan nyde udsigten og få en tår medbragt kaffe. Det var fremsynede naturelskere, som sørgede for at frede området omkring udsigtspunktet i 1950, da omgivelserne ellers så småt var begyndt at blive bebygget.

Før sommerhusenes tid var området også et yndet udflugtsmål for kunstnere, som blev draget af bakkernes dramatiske karakter. I midten af 1900-tallet opstod der i en årrække ligefrem en kunstnerkoloni i området.

Når man står på toppen af Toftum Bjerge og skuer ud over landskabet, kan man sagtens se de maleriske kvaliteter i landskabet.

Læs mere

Fredet område og en del af Geopark Vestjylland

Toppen af de 50 meter høje bakker, der vender ud mod Nissum Bredning, blev fredet i 1950. På den måde blev området “sikret” mod den spirende opvækst af sommerhuse. 

Den stejle klint er samtidig lidt af en lækkerbisken for geologisk interesserede og derfor også en naturlig del af Geopark Vestjylland.

Klinten indeholder jordlag fra hele tre istider. Især det tykke lag af smeltevandsaflejringer fra slutningen af Elster-istiden er noget særligt.

Kunstnerkolonien

Kunstnerkolonien ved Toftum Bjerge havde sin storhedstid i 1940’erne. Ægteparret Karen og Michael Sørensen var omdrejningspunktet for kolonien, da de fra 1941 drev et pensionat, hvor mange kunstnere – som eksempelvis Knud Agger, Hjalmer Westerdahl, Jens Søndergaard og Niels Bjerre opholdt sig.

Sidstnævnte var i øvrigt Karen Sørensens onkel, og han inspirerede også pensionatejeren Michael Sørensen til at gribe penslen selv. Sørensen fik dog aldrig den store succes som maler, og han endte i stedet med at blive teknisk tegner hos Bang & Olufsen.

Transport

Bil
Der er parkeringsplads på toppen af bjergene tæt på Toftum Bjerge Camping. Der er også en parkeringsplads lidt længere vestpå ved Jeppes Led.

Bus
Der går ikke busser helt ud til Toftum Bjerge. Men du kan tage en bus fra Struer og stå af i Humlum. Herfra er der cirka en kilometer til bjergene.

Tog
Humlum ligger på toglinjen mellem Struer og Thisted. Fra stationen er der cirka en kilometer til bjergene.

Toiletter

Der er toilet ved parkeringspladsen umiddelbart oven for Toftum Bjerge.

Vandremuligheder

Der går trapper ned til stranden ved udsigtspunktet. Herfra kan du enten gå mod vest og op igen ved parkeringspladsen Jeppes Led. Så kan du gå retur til udsigtspunktet gennem sommerhusområder.

Du kan også gå langs kysten mod øst, hvor du til sidste rammer Oddesund. Herfra kan du evt. tage et tog tilbage til Humlum.

(Annonce)

Billeder fra Toftum Bjerge

Billeder fra Toftum Bjerge

(Annonce)

Oplevelser i nærheden

Holstebro

Læs mere

Nationalpark Thy

Læs mere

Oddesund

Læs mere

Thisted

Læs mere

Venø

Læs mere

Vestkysten

Læs mere

Links og kort

Danmarks Naturfredningsforening – info om fredningen ved Toftum bjerge

Geopark Vestjylland – info om Toftum Bjerge som Geosite